Hvad du aldrig bør gøre med pasta, kaffe og pizza, hvis der er en italiener i nærheden

Intet skriger "turist" som at bestille en cappuccino efter en pizza eller lasagne. I Italien er cappuccino til morgenmad. Efter frokost er det espresso. Kort, intens og uden skum. At bestille varm mælk midt på eftermiddagen med maven fuld af pasta er som at bestille suppe i en isbar.

Og så får man naturligvis et glas mælk. For latte betyder mælk. Helt enkelt. Uden kaffe, uden mystik og uden nogen intention om at ligne det, der sælges mange steder i verden som en sofistikeret kaffespecialitet. Hvis du vil have kaffe med mælk, skal du bestille en caffè latte eller en macchiato. Eller være forberedt på det akavede øjeblik ved disken, hvor du prøver at lade, som om du egentlig bare havde lyst til mælk.

Den berømte gestus, hvor man skubber maden sammen med brød (den improviserede "trefork", som nogle af os laver ved at sætte et stykke brød på gaflen), bliver mødt med en vis skepsis. I Italien bruger man brødet til scarpetta, det smukke ritual, hvor man samler saucen op fra tallerkenen ... men på det rette tidspunkt og med en vis værdighed.

Ved mange middagsborde rundt om i verden er det normalt at oprette en lille uafhængig republik på tallerkenen: kød, der ligger op ad pastaen, salat, der invaderer risene, brød, der fungerer som tag over osten, og en pommes frites, der krydser grænsen uden papirer. I Spanien har man endda givet det et navn: plato combinado. I Italien kan denne gastronomiske alle-mod-alle-situation derimod falde nogle for brystet.

Dér følger maden sin rækkefølge: først antipasto, så primo, derefter secondo og, hvis det er aktuelt, contorno. Det er ikke, fordi italienerne lever efter en regelbog, der er klistret fast på servietten; det er bare sådan, at alting har sin tid. Det kan være praktisk at lægge det hele på samme tallerken, ja, men for en italiener er det næsten som at sætte vaskemaskinen i gang med hvidt, rødt og en uldtrøje: Der kan godt komme mad ud af det, men også lidt nationalt drama.

Den søde, tykke eddike, som mange af os begejstret hælder over alt grønt, ville få mere end én producent fra Modena til at lide. Ikke alt, der sælges som balsamico, er det samme, og det hele behøver ikke ende på en salat. I Italien værdsætter man god balsamicoeddike og bruger den med måde. Faktisk er det mest italienske, man nogle gange kan gøre ved en salat, netop ikke at overdøve den med for meget.

Få ting gør så ondt at se ved et italiensk middagsbord som nogen, der går løs på en tallerken spaghetti med en kniv i hånden. Lang pasta skærer man ikke i stykker; den ruller man op. Med gaflen mod tallerkenen, roligt og uden at gøre måltidet til en kirurgisk operation. At skære spaghetti over ødelægger ikke bare formen; det går enhver nonna på nerverne. Lang pasta skal behandles som lang pasta. Alt andet er utålmodighed.

For mange udlændinge kan en bøf med en bunke spaghetti ved siden af virke som et komplet og fornuftigt måltid. For en italiener er det billede derimod lidt af et kulturelt uheld.

Pasta er ikke tilbehør. Den er ikke til for at fylde tomrummet ved siden af et kyllingebryst eller et schnitzel. Pasta er en ret i sig selv, som regel en primo, med sin egen sauce, temperatur, tilberedning og måde at blive spist på. At lægge den ved siden af kødet, som om man tilføjede pommes frites, er at reducere den til en rolle, den ikke er beregnet til.

Her bevæger vi os ind på et følsomt område. Ananaspizza findes, har entusiastiske fortalere og har fremkaldt mere ophedede debatter end visse statsanliggender. Men i Italien er den stadig for mange en grænse, der er svær at overskride.

Det handler ikke kun om frugten. Det handler om idéen om at føre pizzaen ind i et sødt, tropisk og festligt univers, der ligger langt fra enkelheden i en marinara, en margherita eller en vellavet pizza med få ingredienser. Man kan selvfølgelig godt nyde den. Men det er værd at vide, at hvis du bestiller den visse steder i Italien, bliver du måske ikke kritiseret højt. Det er ikke altid nødvendigt.

Ingen forventer, at man uden for Italien følger italienernes skikke til punkt og prikke. Men hvis du elsker det italienske køkken, deres kaffe eller deres måde at spise på, er det værd at vide, at visse handlinger, hvor uskyldige de end kan virke, kan være lige så mærkelige som at komme isterninger i en Chianti eller bestille paella med ketchup.

Hvis du efter alt dette alligevel beslutter dig for at fortsætte med at bestille cappuccino om eftermiddagen eller ananas på din pizza, så gør det med stolthed. Men vid, at der et eller andet sted i Toscana er nogen, der har fået kuldegysninger.