Lyden af nydelse: I hvilke lande er det ikke uhøfligt at larme, når man spiser?

I Japan er det ikke bare tilladt at slubre ramen-nudler; det forventes også. Det er en måde at vise, at man sætter pris på retten, og samtidig en praktisk teknik: Når man suger luft ind sammen med nudlerne, afkøles bouillonen en smule, og aromaerne forstærkes.

Lyden opfattes langt fra som irriterende; den tolkes som et tegn på behersket begejstring. I en ramen-ya fuld af kunder lyder denne symfoni af rytmisk slubren som kollektiv tilfredshed. At spise i stilhed ville være mere usædvanligt end at spise med lyde.

I mange områder af Kina er lydene under måltidet – den sidste slurk te, den sagte lyd af bouillonen og klirren fra spisepindene, når der serveres – en naturlig del af måltidet. Det handler ikke om at forstyrre, men om at dele.

At lave lyde er at deltage i det sociale samvær: at fejre, at der er mad, selskab og overflod. Absolut stilhed kan derimod virke påtvunget, som et tegn på afstand eller en højtidelighed, der ikke hører hjemme ved bordet.

I Indien er det også noget, man kan høre, når folk spiser. Bevægelsen og lyden smelter sammen: Fingrene synker ned i risen og blandes med karryen, og i den bløde plasken hører man mere end blot lyden af mad. Det er en måde at mærke maden på og gøre den til en del af kroppen. Den metalliske klang fra thalien og glassene af rustfrit stål, stemmerne, der krydser hinanden ved bordet, og summen, der ledsager hver mundfuld: Her kan man høre, at folk nyder maden.

Selv teen har sin egen lyd. Ved nogle gadeboder serveres chai i små lerkrukker, som man kaster på jorden og ubekymret knuser, når man er færdig. Det tørre smæld markerer pausen afslutning, et lille ritual, der hører hverdagen til. Det er meget langt fra den stilhed, der præger det at drikke en kop te i London.

I mange arabiske lande kan stilhed ved bordet føles ubehagelig. At spise er et fællesskabsorienteret, livligt og generøst samvær: Man taler, griner, kommenterer retten højlydt og insisterer på, at gæsten tager en portion mere. Gæstfriheden kan høres (bogstaveligt talt). Larmen ved et arabisk bord er ikke uorden, men fest; et hørbart tegn på, at maden opfylder sin ældste funktion: at bringe mennesker sammen.

Og det handler ikke kun om lyden af en slurk eller en mundfuld: I nogle kulturer er selv kroppens lyde en del af måltidet. Der er ikke noget land, hvor det officielt er "god bordskik" at bøvse, men nogle steder virker det ikke stødende, hvis det sker naturligt. I kulturer, hvor mad har en fællesskabsskabende betydning og findes i overflod (Kina på landet, Indien og Mellemøsten), er kroppen ikke adskilt fra det at spise: Det, man undertrykker her, kan dér opfattes som et oprigtigt udtryk for appetit.

Lyden af mad er et sprog, og hver kultur fortolker det på sin egen måde. Hvor nogle hører dårlig bordskik, opfatter andre taknemmelighed. I Japan eller Kina kan en slurk være en måde at sige "det kan jeg godt lide" på. I Spanien ville den samme gestus være nok til at fremkalde mere end ét skævt blik. I sidste ende handler det ikke om at gøre det rigtigt eller forkert, men om at forstå, at hvert bord og hver kultur har sit eget sprog. Og hos jer: I hvor høj grad er stilhed, når man spiser eller drikker, et tegn på god bordskik?